Stalker

Lars Kepler - alias det svenske forfatterpar Alexander og Alexandra Coelho Ahndoril - leverer i "Stalker" endnu engang krimi i verdensklasse. Fortællingen åbner med et link til et klip på YouTube – 52 sekunder filmet ind gennem en kvindes soveværelsesvindue. Ingen ved Rigskrim tager det alvorligt. Ikke før kvinden findes myrdet i sit rækkehus. Og ikke før politiet får endnu en filmsekvens …

Som i parrets andre bøger med den mørke finske kriminalkommissær Joona Linna er man som læser fanget fra de første sider. I denne fortælling er det dog den højgravide nye kommissær Margot Silverman, der står for efterforskningen og for at finde de kvinder, politiet modtager en video med, før det er for sent. Joona Linna er efter begivenhederne i den foregående bog i selvbestaltet eksil og skjul i det øde nord, og i dårlig helbredsmæssig stand. Han bliver dog hentet tilbage af sin gamle makker Saga Bauer for at hjælpe med at fange seriemorderen, som bliver ved med at slå tilsyneladende tilfældige kvinder ihjel.

Femte bind i Kepler-serien med Joona Linna er forrygende underholdning. Historien om kapløbet med seriemorderen er fortalt i nutid. Det øger tilstedeværelse og nerve. Den er fortalt i korte, let fordøjelige kapitler, der alle bringer historien videre, så man lige skal have det næste med. Den er skrevet let og flydende med dynamiske krydsklip. Den har brutalitet, forelskelse, savn, mystik, kærlighed, forræderi, vanvid. Den er stilistisk opvisning, en fornøjelse at suse igennem, og man kan ikke lade være, som at være på et trip.

Ganske vist går der en del tid med at få Joona Linna på banen igen, hvorefter han tilmed virrer rundt som hjemløs i Stockholm, hvilket ikke rigtigt har med selve historien at gøre, men mere er en konsekvens af den dramatiske afslutning på forgængeren. Og sådan er det med serier med en fortløbende udviklingskurve for hovedpersonerne. Det forstyrrer nu ikke alverden, fordi fortællestilen er så lokkende og let, og billederne ruller forbi som på film.

Bogen er også velresearchet. Det er altid en fornøjelse. Men det kan forstyrre den ellers gnidningsløse læsning, at veje og steder nogle gange blot angives med navne. Det giver måske nok mening for en stockholmer, men for andre læsere er det svært at vide, hvad et gadenavn dækker over - det skaber ikke i sig selv billeder. Det kiks falder ikke kun Kepler-parret i. Forfattere bliver let lidt blinde på at beskrive hjembyen, fordi man kender den og antager, at alle kender den. (Det underlige er så, parret tager sig friheder med virkeligheden og for eksempel placerer en dyrekirkegård i Björkhagen lige ved siden af Markuskirken med et rødt skur. Dyrekirkegården ligger mindst en kilometer væk fra kirken gennem en skov og uden skur. Det ved alle lokale. Så hvorfor snyde, hvis man antager, at alle ved, hvad man skriver om? :-) 

En anke er forbryderen og forbrydelsen. Igen er en seriemorder på spil. Formentlig gør det sig også gældende i næste bind, for sådan har det været i de foregående. I betragtning af, hvor få seriemordere der har været i Skandinavien, så er der virkelig mange på spil i Joona Linnas univers. En anden anke er, at selv om de fleste medvirkende karakterer undervejs bliver gransket for alibi, så sker det ikke for morderen - end ikke en sandsynliggørelse af, hvordan morderen kunne være på stedet alle gangene, der bliver slået ihjel, får vi. 

Kepler-parret adskiller sig også fra andre talentfulde skandinaviske krimiforfattere ved at historien i det store hele er renset for en samfundsmæssig kontekst eller reflektion. Det er onde mennesker, der begår forbrydelser, og det er gode mennesker, der opklarer dem, med livet som indsats og på trods af personlige udfordringer. Det ville ingen skade gøre, hvis forfatterne hen over 616 sider havde bare en lille smule mere på hjerte om den verden, vi lever i. Man får indtrykket af, at de kun vil underholde. Fair nok. Og det gør de sublimt. Men lidt ærgerlig brug af forfattertalent og læsertid.

★★★★☆