Før vi dør

"Før vi dør" er et brag af en svensk krimi-serie. Ti sammenhængende afsnit på én time hver, som gør en lykkelig for streaming-tv, så man ikke skal vente i en uge på næste kapitel. Vi så den på C More.

Serien åbner med politikvinden Hanna Svensson, som har en affære med sin gifte kollega Sven. Sven forsvinder pludselig, men efterlader en mobil med navnet på en infiltrator, der går under navnet Inez. Hanna Svensson overtager SMS-kontakten med Inez, som er hendes eneste håb for at finde Sven. Hun bliver hurtigt klar over, at Sven var ved at efterforske en brutal magtovertagelse i underverdenen.

Karaktererne er gode og genkendelige. Den stålsatte politikvinde, der vil det bedste og følger reglerne, men alligevel falder igennem, hendes kollega, den desillusionerede politimand, der lever efter egne faste overbevisninger i opposition til chefer og regler, den skumle og brutale udenlandske skurkefamilie uden skrupler. De bliver alle spillet godt og fremstår derfor mere som arketyper end de klicheer, de let kunne have været. Såvel de to hovedroller som selve serien er nomineret til priser, hvilket er fuldt fortjent. Især Adam Pålsson leverer i nøglerollen som den hemmelige infiltrator en præstation i særklasse.

Handlingen er derimod ikke genkendelig. Den er stærkt uforudsigelig næsten hele vejen igennem. Som seer bliver man konstant bragt i en situation, hvor man tror, man ved, hvad der nu sker - og tager fejl. Som i et kammerspil med Hanna og infiltratoren i et indbyrdes skæbnespil (seriens to pov's), der langsomt suger den ene karakter efter den anden med ind. Overraskelserne er ikke mindst bygget ind i slutningen af hvert afsnit, så man straks må videre med næste kapitel. Spændingskurven holder helt frem til det sidste afsnit i serien, hvilket i sig selv er usædvanligt. Samtidig har hvert afsnit sin egen neglebidende spændingskurve, hvor karaktererne troværdigt balancerer på kanten af destruktion, drevet af deres indre motiver. Fortællestilen minder om parret Keplers krimiromaner, som evner meget af det samme.

Undervejs i den vel eksekverede spændingshistorie løber vi samtidig ind i en lang række moralske dilemmaer, både i opklaringsarbejdet med myndighederne og personligt i livet, hvor grænserne mellem loyalitet, lov, kærlighed, venskab og familie gang på gang bliver udfordret på forskellig vis, uden at der bliver brugt hverken hammer eller mejsel til at levere pointerne - tværtimod. Virkelig vellykket håndværk i bedste skandinaviske krimitradition leveret af manusforfatterne Niklas Rockström og Wilhelm Behrman. Kan du lide Beck classic, kan du lide denne her.

Ret befriende er serien filmet i varme "almindelige" farver og er ikke et studie i gråt, blåt og sort, som ellers er populært i nordic noir genren i disse år (tænk Broen). Ikke at der er noget galt med nordic noir stilen, men når den bliver gentaget gang på gang og man dårlig kan skelne den ene serie fra den anden bliver det befriende med et andet billedudtryk.

Der er forbløffende få plotmæssige svipsere. Det en central beslutning for plottet, at efterforskningslederen beslutter sig for at etablere et hemmeligt internt efterforskningshold, der ikke bare arbejder i skjul for kollegerne, men modarbejder dem. Den beslutning kunne være modnet noget mere for at være sandsynlig. Og i de sidste afsnit kan man få en fornemmelse af gentagelse af virkemidlerne. Men et kammerspil i 10 timer er også lang tid, og på det tidspunkt har man taget samtlige karakterer og deres dilemmaer til sig og vil gerne være i selskab med dem, så et par gentagelser spolerer ikke fornøjelsen.

★★★★★